Etablering af Den grønne cykelrute Forslag til udtalelse: På den ordinære generalforsamling for Grundejerforeningen Trekantens Vejlag, der blev afholdt den 27. februar 2005, blev følgende udtalelse vedtaget: Vi har konstateret, at man i Vej og Park har indstillet til Bygge- og Teknikudvalget, at Den Grønne Cykelrute mellem Valby Langgade og Danshøj station skal placeres i det område, der i dag er bag- og kolonihaver. Kommunen har i denne sag skiftet holdning. Man har ved adskillige tidligere henvendelser altid også skriftligt forsikret os om, at denne del af cykelruten skulle linjeføres ad Søndre Allé. Området har siden 1930´erne været udlejet til grundejere som baghaver og kolonihaver og indgår i dag som en integreret del af vores lokalområde. Området danner således rammen for en væsentlig del af vores fritidsliv. Allerede nu fungerer Søndre Allé som cykelrute. Vejen er en rolig villa- og lokalvej, som går igennem vores bevaringsværdige byggeforening. På vejen er der kun tale om trafik til og fra vore boliger, og der er derfor tale om en meget beskeden lokaltrafik. Grundejerforeningen har etableret vejbump på bl.a. Søndre Allé. Søndre Allé vælges af cyklister og fodgængere, da der for enden af Søndre Allé er stibro til Maribovej. I forbindelse med etableringen af Danshøj station er stibroen blevet udskiftet, og man har fra kommunens side valgt at placere den nye stibro samme sted som den gamle. Det er denne bro, der skal føre cykelruten over Ringbanen og videre ad rolige villa- og lokalveje. Det er derfor uforståeligt, at man så kort tid efter udskiftningen af broen, alligevel ikke har til hensigt at placere cykelruten ad Søndre Allé. At etablere og vedligeholde cykelruten i bag- og kolonihaver mellem Søndre Allé og Monrads Allé vil være en bekostelig affære for Københavns Kommune. Det er derfor beklageligt, at kommunen lægger op til en anden placering end Søndre Allé, da vi har svært ved at se fordelen ved at bruge så mange ressourcer på en ny linjeføring. Grundejerforeningen, Trekantens Vejlag, er positiv over for tanken om grønne cykelruter i København, og vi vil derfor gerne indgå i et samarbejde, hvor den grønne cykelrute linjeføres ad Søndre Allé. Valby, den 18. februar 2005 Bestyrelsen
|