100 år og et kvarter
Den Hvide By og dens mennesker gennem 100 år –
Grundejerforeningen Trekantens Vejlag bag ny bog om kvarterets historie
Den Hvide By's historie skriver sig mere end 100 år tilbage, og er samtidig en beretning om tidens gang, der skulle gøre de 81 oprindelige arbejderboliger til moderne liebhaverejendomme.
Da grundstenen til kvarterets første hus den 26. november 1899 blev lagt, skete det på en åben mark "helt derude, hvor ærligheden slipper op", som det blev udtrykt dengang. Altså langt ude på landet, helt ude i Hvidovre Sogn og uden for de hestetrukne sporvognes ruter.
I dag en del af Københavns Kommune, et attraktivt stillevejsområde ved Valby Langgade, linie 26, Langgades S-togsstation, Danshøj S-togsstation og 10 minutter til Rådhuspladsen.
De karakteristiske hvide huse og de små haver omkring alléerne, der gennemskærer kvarteret, er i dag en grøn enklave i storbyen.
Sådan begyndte det
For Den Hvide By begyndte det hele den 26. april 1898. På et møde om aftenen blev Valby Arbejderes Byggeforening stiftet under mottoet "Til Lykke, Held og Velsignelse", og med dét klare formål "at erhverve en Grund i eller ved Valby, at inddele Grunden i passende Parceller, bebygge disse efter en fælles plan og administrere Ejendommene indtil de ere overgaaede til Medlemmernes særskilte Ejendom".
Det fremgik samtidig af vedtægterne at enhver "uberygtet Mand eller Kvinde som Bestyrelsen anser som vederhæftig optages som medlem". Og interessen for den nye byggeforening var fra begyndelsen stor. Allerede et par måneder senere havde 47 mænd, hovedsageligt håndværkere og arbejdere, meldt sig ind og sagt ja til at erlægge to kroner i ugentlig kontingent for at sikre sig retten til en bolig og stykke jord.
Bestyrelsen kunne nu gå igang med at finde et passende stykke jord til at bygge på. Og det fandt man i den vestlige udkant af Valby, helt ude for enden af Valby Langgade, der dengang hed Remisevej. Her havde gårdejer Ludvig Bech jord til salg - en trekantet jordlod, hvor formen i dag går igen i navnet og logoet for Grundejerforeningen Trekantens Vejlag.
Købsprisen for jordstykket på otte tønder land - ca. 50.000 kvadratmeter - var 37.000 kroner. Til gengæld kunne det udstykkes i 81 parceller, der gav foreningen mulighed for et bredere medlemsgrundlag. Og at få flere medlemmer end de første 47 var ikke noget problem. Folk stod i kø. Derimod var overtagelsessummen anderledes problematisk. 37.000 kroner var mange penge i en tid, da ugelønnen for en faglært arbejder var 24-27 kroner om ugen, når der altså var arbejde at få. Tiden var præget af arbejdsløshed og arbejdskampe.
Der blev hurtigt brug for vedtægternes musketerprincip "En for Alle og Alle for en".
De første medlemmer måtte sande, at der skulle gå adskillige år, før de kunne nyde godt af foreningens motto "Til Lykke, Held og Velsignelse". Drømmen om eget hus og egen have skulle vise sig at kræve dagligt slid, stædighed og økonomiske afsavn.
Rette folk til rette tid
Men drømmen kom til at gå i opfyldelse. Ikke mindst takket være initiativtageren til byggeforeningen, fyrbøder Peter Nielsen (1870-1927), der blev foreningens første kasserer. Hans ildhu og evne til at knytte gode rådgivere til foreningen i de første vanskelige år blev helt afgørende for byggeforeningens skæbne. Hans valg af sagfører og arkitekt skulle vise sig at være lykkelige.
Sagfører Hansen-Backhaus, som der iøvrigtt vides meget lidt om i dag, havde ganske givet stor social forståelse, og det skulle samtidig vise sig, at han mod passende honorar var i stand til at jonglere med stribevis af finansieringsformer, der spændte fra statslån, banklån, kreditforeningslån over udstedelse af partialobligationer til kassekreditter og veksler.
At dømme efter foreningens gamle regnskabsprotokoller forstod han med lige dele økonomisk tæft og gode forbindelser at få noget ud af de beskedne midler, der var til rådighed.
Også samarbejdet med den 34-årige arkitekt Christian E. Mandrup Poulsen blev fremragende. Mandrup-Poulsen havde netop etableret sin egen tegnestue, der i løbet af en halv snes år skulle udvikle sig til en af Københavns største og mest aktive inden for det sociale boligområde. Ligesom han og hans 40 medarbejdere iøvrigt også lagde tegninger til en række større institutionsprægede byggerier i Københavnsområdet, blandt andet den nuværende LO-bygning på Rosenørns Allé.
Han gik til opgaven med krum hals og udarbejdede i løbet af 1899 en velkomponeret bebyggelsesplan med 81 huse, fordelt på syv forskellige hustyper, men alle med et grundareal på 75 kvadratmeter. 76 af dem opført som dobbelthuse, fem som enkelthuse.
Den bærende idé ved husene og kvarterets udseende var farverne hvid, rød og grøn. Hvide huse, røde tegltage, grønne dannebrogsvinduer, grønne stakitter og inden for stakitterne hække.
De fleste huse har fin rødstensornamentik i de romanske buer over vinduerne, under tagstenene eller som et hånd rundt om huset mellem stuen og 1. sal eller lige over soklen. Husene varierer fra hinanden med hensyn til vinduer, gavle, kvist og tagformer. Både facader og gavle er udformet forskelligt alt efter hustype.
Og sådan fremstår husene stort set i dag - 100 år senere. Enkle, funktionelle, velindrettede, højloftede og lyse huse, og af nutidens håndværkere betegnet som kvalitetsbyggeri af gode materialer.
Endelig fuldendtes helhedsindtrykket af kvarteret af de træer, der blev plantet langs med alléerne, og som med tiden blev delt op i forskellige sorter på hver vej.
I et tæt samspil mellem kasserer, sagfører og arkitekt blev det omfattende, men veltilrettelagte byggeri gennemført i serier i perioden 1899-1903.
Her løfter vi i flok!
Mandrup-Poulsens hvide by i Valby blev fremhævet for sine kvaliteter af samtiden og blev ved flere lejligheder vist frem for udenlandske besøgende. Lige efter færdiggørelsen fik byggeforeningen besøg af repræsentanter for den store "Nordiske Teknisk-Hygiejniske Kongres" - en begivenhed "Valbybladet" beskrev:
"Fra Sverige kom en Kommission, der her i Landet saa paa Huse og Bygningsforhold i det hele taget. Her i Den Hvide By standsede de imponeret!
- Er det virkelig Arbejderstanden, der bor her, sagde de. - Saadanne "Tilstande" kendte man ikke dér, hvor de kom fra.
- Ja, her løfter man i Flok, sagde formand Kjærulff".
Men nybyggertiden var ikke den rene idyl. Ved foreningens 40 års jubilæum i 1938 blev forholdene fra dengang husene blev taget i brug husket sådan i "Valbybladet":
"Man tog til København som om det var en Verdensbegivenhed - og ikke ualmindeligt var det, at baade Damer og Herrer i Aftenens Mulm og Mørke, når f. Eks. Teatrene lokkede Borgerne fra Valby, da at se disse ile mod Sporvognen - der var et syndigt Stykke til - man skulde helt heen til Linie 6-sløjfen - med hver sin Pakke under Armen, hvori fjælede sig Sko eller Støvler - man kunde nemlig kun betræde den Hvide Byggeforenings Veje med Træsko!
Denne uselskabelige Fodbeklædning blev så ombyttet ved Bomhuset - ak ja, Saga - og saa tog man til Byen - bort fra Idyllen, der laa i fattig Gasbeslysning".
En spændende historie
De første 25 år var vanskelige år for foreningen og dens medlemmer. Årene blev én lang, sej kamp med dårlig økonomi, afledt af den udbredte arbejdsløshed og de stadigt voksende myndighedskrav omkring århundredskiftets nye teknologiske landevindinger som elektricitet og udbygning af kloaknet. Og kampen skulle fortsætte i flere år efter, at det forjættede selveje i 1915 blev opnået , da Valby Arbejderes Byggeforening blev opløst og afløst af Grundejerforeningen "Trekantens Vejlag".
Foreningens gamle sirligt og omhyggeligt førte møde- og regnskabsprotokoller vidner om et stykke spændende Danmarkshistorie fra dengang arbejderbevægelsen blev dannet, og kimen til velfærdsstaten blev grundlagt.
I forbindelse med 100 års dagen for stiftelsen af Valby Arbejderes Byggeforening - den 26. april 1998 - nedsatte Trekantens Vejlag en "historiegruppe", der nu er klar med en bogudgivelse, der fortæller om et spændende stykke dansk lokal- og kulturhistorie og trækker linien fra de første dramatiske år og frem til i dag, hvor Den Hvide By er et attraktivt boligkvarter. Hvor foreningssammenholdet stadig eksisterer og har udmøntet sig i en lokalplan, der sikrer kvarterets særpræg og oprindelige kvaliteter og samtidig kombinerer dem med moderne bekvemmeligheder som fjernvarme og kabel-TV, ligesom husenes hvidtning af bevaringsmæssige hensyn siden 1903 har været et fælles anliggende.
Bogen, der udkom december 2000 under titlen "100 år og et kvarter", er samtidig krydret med en række personlige beretninger om livet i Den Hvide By frem til i dag. Bogen vil kunne rekvireres gennem Grundejerforeningen Trekantens Vejlag.
Foreningens medlemmer kan henvende sig til bestyrelsen for køb af bogen.
Iøvrigt henvises til Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv, Mosedalsvej 1, der forhandler bogen.
